Udstillinger på Struer Museum

Struer Museum fokuserer først og fremmest på to gode historier. Den ene er historien om kulturlivet ved Limfjorden. Struer Museum huser det helt unikke forfatterhjem, Johannes Buchholtz' hus. Her kom alle datidens store kulturpersonligheder og forfattere. Her kom jævnligt Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen blandt mange andre. Huset står fuldstændigt intakt, som dengang Johannes og Olga boede her. Johannes Buchholtz selv var en af Danmarks mest læste forfattere i 1920'erne og 1930'erne. Museet rummer også en stor samling af Limfjordsmalerier fra Toftum Bjerge, hvor en større kunstnerkoloni holdt til i 1930'erne og 1940'erne.

Den anden historie er historien om Bang & Olufsen, radiofabrikken fra Vestjylland, der tog hele verden med storm og blev et af verdens stærkeste brands. Museet har overtaget hele Bang & Olufsens historiske samling, så her kan man gå på opdagelse i produkterne helt tilbage fra 1925 og frem til i dag. I 2016 åbnede museet en helt ny udstilling om lyd baseret på den viden en akustiker hos Bang & Olufsen ligger inde med. Lyduniverset er en stor succes og et sikkert hit blandt både store og små museumsgæster. Her bliver man selv aktiveret og lærer om lyd mens man leger, quizzer og oplever. Man kan for eksempel opleve de nyeste lydsystemer til hjemmebrug eller selv lægge lyd på en tegnefilm.

Herudover kan man gå på opdagelse i museets skiftende særudstillinger og få kaffe og kage i museets café.

© Struer Museum 2019

https://www.instagram.com/explore/locations/4124272/struer-museum/
https://da-dk.facebook.com/Struer-Museum-118625741934/
https://www.instagram.com/struer_museum/?hl=da
https://da-dk.facebook.com/pages/category/History-Museum/Struer-Museum-118625741934/